Vi har brug for realisme og fornuft i klimapolitikken. Realistiske målsætninger og fornuftige tiltag, som ikke gør os alle fattigere uden at løse problemerne.
Desværre er politikerne over en bred kan mere optagede af at sætte urealistisk høje målsætninger for at sende et signal til vælgerne, og at implementere drakoniske klimatiltag, som gør os fattigere uden at gøre nogen meningsfuld forskel for klimaet. Det er EU’s idealistiske klimapolitik et godt eksempel på.
Venstrefløjen tror, at vi gennem planøkonomi, højere skatter og afgifter kombineret med lav vækst og mindre forbrug kan redde klimaet. Det kan vi ikke.
Måden vi gør noget væsentligt for klimaet, er at udvikle bæredygtige teknologier på det frie marked, som også kan implementeres i andre lande såsom Kina, der udleder langt mere end Danmark.
Kina, Brasilien, Indien og andre store “klimasyndere” kommer nemlig aldrig til at kopiere vores politik, hvis den gør os fattigere, forværrer vores konkurrenceevne og vores levestandard.
Derfor skal vi vise vejen - ikke gennem symbolpolitik, tårnhøje afgifter og skatter, som kvæler forskellige erhverv - men gennem ny teknologi, markedsbaserede løsninger og en grundlæggende realistisk tilgang til klimaet.
🐦🔗: https://nitter.cz/AndersVistisen/status/1755151234011447386#m
[2024-02-07 08:47 UTC]